Efter 30 år som undersøgende miljøjournalist mener Kjeld Hansen ikke, at vi kommer til at løse biodiversitetskrisen ad frivillighedens vej. Men bag proklameringen om den braste tillid til en tilstrækkeligt vedholdende, omfattende, fælles og frivillig naturbeskyttelse findes – trods alt – et forslag til hvordan, han mener, det ville blive muligt at vende tabet af biodiversitet til fremgang.

Stenene på grusvejen knitrer under fødderne på Kjeld Hansen, der har lagt sin knallert i udkanten af en mark syd for Ølgod. Han er 16, går på gymnasiet og er på ornitologisk feltarbejde med sin bror i det sydvestjyske landskab, hvor hans livslange kærlighed til naturen udspringer fra. Brødrene trasker af grusvejen og bevæger sig ind på en mark med snuderne i et kort, der skal vise dem vej til en mose. De har fået til opgave at registrere fuglelivet i og omkring mosen, men det eneste, de finder, er en mørk og drænet plet på marken.

I dag, 60 år senere, er store dele af de danske moser forsvundet. Danmark placerer sig som bundskraber i EU, når det kommer til at give plads til vild natur, og biodiversiteten er kraftigt udfordret af mangel på plads og under pres fra den måde, vi som samfund påvirker naturen på. 

Som en politisk løsning på den dalende artsrigdom i landet, arbejder SMV-regeringen nu på en biodiversitetslov, der skal medvirke til indfrielsen af EU-målet om 30 pct beskyttet natur i 2030. 

Men udsigten til politisk handling bider ikke rigtigt på Kjeld Hansen, der har brugt det meste af sit liv på at undersøge, hvordan naturbeskyttelsen har fejlet i Danmark.  

“Jeg har jo for fanden oplevet, hvordan vi har ødelagt naturen mere og mere, hele mit liv. Hvis vi ikke fastslår en pligt til at pleje den efter behov i vores naturbeskyttelseslovgivning, kommer den ødelæggelse til at fortsætte ind i det uendelige med frivillige og uindfriede handleplaner, strategier og brudte løfter.” 

Ifølge en rundspørge blandt fagfolk og eksperter, der som Kjeld Hansen har viet sit liv til at fremme naturen, er det ikke så simpelt endda.

Naturplejen på Druebjerggård

“Merian er det rene paradis for sommerfuglene, og om sommeren, når den blomstrer, flakser de rundt overalt omkring busken,” fortæller Kjeld Hansen, der står i baghaven på sin hvidkalkede gård syd for Køge. 

Det er en sommervarm dag i september, og Kjeld Hansen sender et beundrende blik i retning af en afblomstrede busk. Han går videre forbi en kolossal, gammel blodbøg, en selvdød ask og et afpillet kranie fra en vædder, der hænger fra en af askens krogede grene. 

“Min gamle vædder,” indvier han, og sætter kraniet i rotation om sin egen akse med et forsigtigt skub. 

“Et pragtfuldt dyr, venligt og tålmodigt. Han gik desværre i et vandhul en vinter og druknede..” 

“Jeg slæbte ham op og huggede hovedet af, så jeg kunne gemme kraniet. Så huggede jeg et hul i kadaveret med øksen, lagde det ud på brakmarken, og to dage senere sad der gudhjælpemig en havørn og tog for sig. De næste ti dage kom den her unge havørn forbi hver formiddag og åd. Så satte den sig op i det poppeltræ derovre og fordøjede. Det var guddommeligt!” 

Kjeld Hansen har boet på gården med sin kone i 27 år, og naturplejen på stedet består i virkeligheden af andet og mere end selvdøde væddere til prægtige rovfugle. 

Driften af landbrugsjorden er omlagt til brak og økologi, og gårdejerne giver plads til de vilde blomster ved at slå og høste græsset med le de steder, den lille flok helårsgræssende får ikke kan nå. Der løber en genslynget å gennem haven, og selvom den står snorlige som dræningskanal mellem markerne længere opstrøms, er der masser af liv i vandet. 

“Naturen skal ikke bare kategoriseres som beskyttet, hvis vi vil hjælpe biodiversiteten. Mange af de naturtyper, de truede arter har brug for mere af i dag, som mose, eng og overdrev, skal plejes. Det formår vi ikke engang med den smule, der er tilbage, selvom den er beskyttet af både EU-direktiverne og naturbeskyttelsesloven,” udtaler Kjeld Hansen. 

 

“Vi har lagt gydesten ud, og vi sørger for at påvirke vegetationen i åen mindst muligt, når vi er nødt til at grave i løbet, så det kan føre vandet fra markerne væk. Der går tusindvis af bækørreder dernede, og mine børnebørn har engang fanget et prægtigt eksemplar,” fortæller han og folder armene ud for at angive trofæfiskens størrelse. 

Naturpleje kan være essentielt

Ifølge forsker og PhD i ecoscience Camilla Fløjgaard, der forsker på National Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet (DCE), er naturpleje en essentiel betingelse for biodiversiteten i de lysåbne naturtyper som moser, enge og overdrev. 

DCE laver undersøgelser og giver rådgivning til de danske myndigheder, heriblandt Miljøstyrelsen, og i slutningen af 2022 udgav centret en rapport på befordring af Danmarks Naturfredningsforening. 

Rapporten undersøgte potentialet for at reservere 30 pct af landarealet til beskyttet natur i Danmark, og i begge scenarier, forskerne undersøgte nærmere, spillede de beskyttede områder en vigtig rolle. 

“Eksempelvis huser §3-områderne store dele af vores truede og sjældne arter, og på samme tid kan de her udvalgte naturtyper – søer, vandløb, moser, enge og overdrev – være meget artsrige, hvis de bliver forvaltet hensigtsmæssigt. Desuden tegner §3-områderne alene sig for 10 pct af det samlede, danske areal,” udtaler Camilla Fløjgaard. 

“Men desværre viser de undersøgelser, vi laver for Miljøstyrelsen i forbindelse med NOVANA-programmet, at naturtilstanden er dårlig i mange af de lysåbne naturtyper, som er beskyttede af naturbeskyttelseslovens §3.”

Det store svigt

For at forstå Kjeld Hansens afgrundsdybe skepsis for offentlig naturforvaltning, kan man tage et kig i hans bog Det store svigt fra 2017. 

Bogen forsøger at forklare, hvorfor naturtilstanden i det danske landskab i dag er, som den er, og en af de vigtigste pointer er simpel: Den danske stat har historisk givet enorme tilskud til landvindingsprojekter, hvor naturen er blevet omlagt til produktion. Derudover udfolder Kjeld Hansen påstanden om, at Naturbeskyttelsesloven, naturfredninger og EU-direktiverne stiller alt for få krav til pleje af naturen, over en stor del af bogens 450 sider.

I Det store svigt fortæller Kjeld Hansen historier om naturfredninger, hvor der ikke er beskrevet et krav om naturpleje i fredningskendelsen, der sætter rammerne for hvad, der må – eller skal – foregå på det fredede område. 

Ofte har grundejeren eller forpagteren intet ansvar for at pleje naturen i det fredede område, og kendelserne giver typisk ikke det offentlige ret til at gribe ind, hvis en mose er ved at vokse til, eller et overdrev bliver nedgræsset for hårdt, så naturtilstanden forringes og mister de økologiske kvaliteter, der gør det til et velegnet levested for planter, insekter, fugle og andet liv. 

Et eksempel er fredningen ved Enebærstykket i Rold Vesterskov. I fredningskendelsen, der blev lavet i 1985, havde lodsejeren det sidste ord, hvis der skulle opstå sager, hvor den fredede græsningsskov manglede pleje. Uheldigvis takkede lodsejeren, Lindenborg Gods, konsekvent nej, da først Nordjyllands Amt og siden Mariagerfjord Kommune forsøgte at etablere helårsgræsning i området. Det betød i sidste ende, at de sjældne plante- og mosarter i området måtte vige for selvsået bøg. 

Nogle gange spænder fredningskendelsen også ben for et frivilligt ønske fra lodsejeren om naturgenopretning, fordi fredningen er lavet for at beskytte de landskabelige værdier frem for dyre- og plantelivet i et område – så sent som i 2021 fik en lodsejer i Lejre et afslag på at etablere skov med hjemmehørende arter på en naturfredet grund, der i stedet fortsat drives som landbrugsjord. 

Ifølge fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, Jørgen Heinemeier, udgør eksempler som Enebærstykke-fredningen og Lejre-fredningen kun en lille del af de samlede fredninger. 

Jørgen Heinemeier mener, at selv fredninger uden ret eller pligt til at pleje naturen er værdifulde, selvom de er lavet på et tidspunkt, “hvor biodiversiteten var mindre nærværende i vores naturforståelse”. 

“I lange perioder af fredningshistorien, fra 1917 og frem, var formålet med fredningen ofte at undgå, at smukke og vigtige landskaber blev bebygget med sommerhuse eller boliger. Selvom der ikke er pligt til at pleje, gør mange lodsejere det nu alligevel,” siger Jørgen Heinemeier.

Han fortæller, at Danmarks Naturfredningsforening kun foreslår mellem 6 og 10 nye fredninger om året, og at de typisk udpeger områder med værdifuld natur som eksempelvis gammel, urørt skov, der slet ikke er beskyttede i forvejen. 

“Når vi ser på det med nutidens øjne, er det selvfølgelig ærgerligt, at de gamle fredninger ikke altid har fokus på selve naturindholdet, men i sjældne tilfælde laver vi moderniseringer af gamle fredninger, som stiller krav til fremmelsen af naturen i området. Det vil kræve et hav af nye erstatninger, hvis vi skal skrive en plejepligt ind i alle de fredningskendelser, vi har i dag,” siger Jørgen Heinemeier,

“Og der bliver altid stillet krav til en plejeplan med naturen i området for øje i de nyere fredninger.”

Et drastisk fald i beskyttet natur

I 2017 finder Kjeld Hansen ud af, at den officielle opgørelse af naturfredninger i Danmark inkluderer områder, der ikke har særligt meget med vild natur at gøre: Parkeringspladser, enkeltstående æbletræer i baghaver, konventionelle kornmarker og tankstationer. 

På det tidspunkt arbejder Jørgen Heinemeier i Miljøstyrelsen, og på Miljøministeriets hjemmeside fremgik det dengang, at vi havde over 6.000 naturfredninger i Danmark. 

Jørgen Heinemeier er med til at give Kjeld Hansen indblik i, hvad der egentlig befinder sig på de fredede områder, og da Politiken bringer Kjeld Hansens kritik af Miljøstyrelsens opgørelse, iværksætter daværende miljøminister, Esben Lunde Larsen, en undersøgelse af områderne.

Undersøgelsen bliver foretaget af den danske komite for IUCN – verdens største netværksorganisation for naturbeskyttelse – og biolog og naturvejleder Jan Woollhead bliver ansat som projektleder. Han fortæller, at han ikke så meget til solen i løbet af den varme sommer i 2018, da undersøgelsen foregik. 

“Vi var fire til at checke nærmere op på graden af beskyttelse i områderne, og det viste sig jo, at kun 378 af de 1.843 fredninger af egentlig natur kunne vurderes som beskyttet natur ud fra IUCN-kriterierne,” fortæller Jan Woollhead. 

Der var særligt et af IUCN-kriterierne, områderne ikke levede op til, nemlig kravet om at der skulle foreligge en plejeplan for fredningerne. 

Ifølge Jan Woollhead blev undersøgelsen ikke brugt til et nærmere eftersyn af fredningernes naturtilstand, fordi det “i bund og grund handlede om at få genvurderet områderne for at imødekomme den offentlige kritik”. Et udsagn både Miljøstyrelsen og Jørgen Heinemeier bekræfter.

De pointerer begge, at undersøgelsen var en forholdsvis grov sortering af naturfredningerne, og at der muligvis foreligger plejeplaner for flere af områderne, end resultaterne fra IUCN-komiteens undersøgelse viste. 

“Men der var ikke rigtig mulighed for at bruge mere tid på det i kraft af det budget, Miljøstyrelsen opererede under, og de mange andre opgaver, styrelsen skulle tage sig af,” udtaler Jørgen Heinemeier. 

Miljøstyrelsen er ikke vendt tilbage med en kommentar til forløbet ved udgivelsen. 

Selvom departementet ifølge Jan Woollhead og Jørgen Heinemeier ikke gjorde videre brug af resultaterne fra den reviderede opgørelse, var der trods alt en enkelt kommune, der greb chancen. 

“Så vidt jeg ved, var der kun en kommune, der arbejdede aktivt videre med undersøgelsens resultater,” udtaler Jan Woollhead.

“Vi gør det ikke, fordi vi skal”

Biolog og naturforvalter i Gladsaxe Kommunes by- og miljøafdeling, Ayla Nurkan Gretoft, fortæller, at kommunen begyndte at have biodiversiteten særligt for øje allerede inden IUCN-undersøgelsen. 

“Indtil da havde jeg arbejdet som naturforvalter i Københavns Kommune, men det er en stor kommune med mange ansatte, så arbejdet var specialiseret og blev ensformigt, og dengang var der ikke den samme politiske vilje til at afsætte midler til biodiversitet som i Gladsaxe,” fortæller hun. 

Med Ayla Nurkan Gretofts ansættelse i det såkaldte vand- og naturteam blev der tilføjet et ekstra årsværk til de to, der i forvejen blev brugt på at planlægge tilsyn med og udarbejde plejeplaner for naturområderne i kommunen. 

“Da vi blev 3 frem for 2, begyndte der virkelig at ske noget. Det blev muligt at lave naturgenopretningsprojekter i stedet for at bruge alt vores tid på at lave sagsbehandling og nøjes med status quo for biodiversiteten,” udtaler Ayla Nurkan Gretoft. 

“Som i mange andre kommunale naturforvaltninger arbejder vi ud fra brandmandens lov, så det første, vi gjorde, var at finde de områder, som havde mest brug for pleje. Vi lavede blandt andet nye plejeplaner for Høje Gladsaxeparken og Gyngemosen, selvom vi i grunden ikke er juridisk forpligtede til at udarbejde en plan for mosen,” 

Plejen bestod helt konkret af at gentænke plejen af græsset i naturområderne ved at udskifte maskinel klipning med helårsgræsning, høslæt  og afbrænding, og på samme tid genskabte vand- og naturteamet den naturlige hydrologi, hvor de kunne. 

“Vi blotlagde og genskabte en kilde, der var vokset til, og naturen svarede med det samme. Den femplettede køllesværmer dukkede op, og det er en af de rødlistede arter, vi forsøger at hjælpe i vores arbejde med naturen. Tre år efter er der nu markant flere blomster i området, og møgbillen er godt i gang med at etablere sig i området,” fortæller Ayla Nurkan Gretoft. 

I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2024, er der bevilget penge til også at etablere helårsgræsning på Radiomarken, og til oktober sætter Gladsaxe Kommune helårsgræssende gallowaykvæg ud i Smør- og Fedtmosen i samarbejde med Herlev Kommune. 

Ifølge Ayla Nurkan Gretoft er det tydeligt, at plejeplaner og naturpleje af de beskyttede områder har høj prioritet for lokalpolitikerne, og hun fortæller, at flere og flere kommuner er begyndt at sætte naturpleje højere på dagsordenen end tidligere. 

“Så i vores tilfælde her i Gladsaxe og de omkringliggende kommuner, afhænger den stigende politiske vilje til at skabe bedre og mere natur altså ikke af en forpligtelse til at få det meste ud af den beskyttede natur. Vi gør det ikke, fordi vi skal, men fordi vi gerne vil.”

Græssende heste ved kilden i Gladsaxe. Hvorfor græsning? Hvis græs ikke fjernes af græssere, flammer, maskiner eller le, lægger det sig som et tæppe på jorden. Det gør det svært for vilde urter at spire og blomstre, og ifølge Verdens Skove vil arterne i Jordens frøbank med tiden helt forsvinde.

Handling bag ordene

Gladsaxe Kommunes naturforvaltning må siges at stå i kontrast til Kjeld Hansens tese om behovet for pligt til pleje – men selv i de kommuner, hvor artsrigdommen står højt på ønskelisten for borgere og politikere, bliver dele af naturpleje- og genopretning alligevel skrottet, når budgettet skal fastlægges. 

Det fortæller formanden for Natur, Miljø og Klimaudvalget i Kolding Kommune, Jørn Chemnitz (SF). 

Han har arbejdet som naturvejleder på en naturskole i kommunen siden 1984, inden han blev stemt ind til kommunalvalget i 2021. 

“Det fokus, vi har på naturen i kommunen, har fået et ordentligt løft de seneste år. Vi har blandt andet lavet en klimahandlingsplan, en bæredygtighedsstrategi og en biodiversitetsstrategi, som vi arbejder ud fra,” forklarer han. 

“Men alligevel er vi endt med kun at finde under 9 mio. til naturen i 2024. Det svarer til 10 pct af det, vi bruger på kultur.. Jeg savner handling bag ordene i alle de her strategier, vi fortæller borgerne, vi arbejder ud fra.” 

I et læserbrev til JydskeVestkysten kritiserer Jørn Chemnitz blandt andet, at der ikke er fundet midler til en planlagt naturgenopretning ved Gl. Ålbo, som har været naturfredet – uden plejepligt – siden 1971. 

“Til gengæld har vi et øget fokus på §3-beskyttede områder, og vi har netop fulgt op på deres tilstand i år”, siger Jørn Chemnitz. 

“Nu står vi med 51 sager, hvor områderne er blevet forpagtet i uoverensstemmelse med loven, og de sager er temmelig ressourcekrævende. Den tid vi skal bruge på at få rusket op i alle de fejl og ulovligheder, som er blevet foretaget, dræner vores system.”

Handling, konsekvens og straf

Kommunernes naturforvaltninger har pligt til at føre tilsyn med §3-områderne en gang hvert 10. år, men i Kolding tog de to års forskud på opgørelsen, kommunerne har pligt til at lave i 2025. 

“Jeg vil ikke sige, at 10 år er den mest hensigtsmæssige frekvens, men det er det, vi normalt har mulighed for med de midler, vi har. Områderne kan nå at forandre sig meget på 10 år, og når der er så mange sager på otte, kan man ikke med rette sige, vi passer tilstrækkeligt på vores beskyttede natur,” udtaler han. 

Han er enig med Kjeld Hansen i, at et krav om pleje på naturområderne kunne afhjælpe problemet, men nævner i samme ombæring et andet problem i forlængelse af loven. 

“Der er et misforhold mellem handling, konsekvens og straf i de sager, hvor beskyttelsesloven bliver brudt, for vi oplever, at overtrædelserne bliver grovere og grovere.” 

Han henviser blandt andet til en sag i Kolding Kommune, hvor to gerningsmænd havde fældet 170 træer i et §3-beskyttet område langs Åkær Ålangs – heriblandt gammel ask. 

“Der bliver genplantet 150 træer, og så falder der en bødestraf på 5.000 kroner.. Med den pris, der er på flis, har de jo grinet hele vejen til banken,” udtaler Jørn Chemnitz. 

“Hvis vi skal stramme kravene til pleje, er vi også nødt til at gøre det mindre rentabelt at bryde loven – eksempelvis kunne man etablere en politienhed på nationalt plan, som efterforsker og hjælper med at føre sagerne.” 

Professor i Miljøret på Københavns Universitet, Lasse Baaner, mener heller ikke, at de juridiske konsekvenser, ødelæggelse af naturen kan have, er særligt afskrækkende i sig selv. 

“I mange af sagerne er bøderne i den lave ende, selvom man kan sige med rimelig sikkerhed, at udsigten til større bøder virker ret effektivt, hvis man vil påvirke borgere til at følge loven,” udtaler han. 

“Til gengæld er jeg ikke helt enig i, at pligt til pleje er den mest effektive løsning på biodiversitetskrisen. I vandrammedirektivet fremgår det jo, at vi har pligt til at sikre en god naturtilstand, men det har ikke ført til, at det faktisk er sket. Hvis vi skrev en pligt til pleje ind i lovgivningen, ville succesen være betinget af, at vi førte mere tilsyn med områderne og håndhævede lovkravet ret konsekvent.“

Det skal kunne betale sig at lave god natur

Opbakningen til Kjeld Hansens krav vækker altså kun delvis genklang blandt de adspurgte fagfolk og forskere på området. 

Ifølge Camilla Fløjgaard viser forskningen et tydeligt problem for naturtilstanden og biodiversiteten i Danmark. Tilskudsordninger, som gives til landbrug og naturpleje i dag, prioriterer produktion over natur. 

I et debatindlæg til Altinget skriver Camilla Fløjgaard og professor i biodiversitet og naturpleje Rasmus Ejrnæs, der også arbejder med mijøovervågning i DCE, at tilskudsordningerne “i praksis belønner en række naturskadelige forhold som afvanding af enge og moser samt overgræsning” af lysåben natur. 

Det drejer sig nærmere bestemt om et krav om “god landbrugsmæssig stand” på de områder, lodsejerne søger arealstøtte til. Hvis lodsejerne vil have den højeste sats i støtten, skal de efterleve kravet om god landbrugsmæssig stand. Det betyder, at tilskudsbeløbet kan falde, hvis vegetationen på et område bliver for høj.

“På samme tid fastsætter naturbeskyttelsesloven ingen øvre grænse for, hvor intensivt et område må holdes nede af græssende dyr,” forklarer Camilla Fløjgaard. 

“Det betyder, at jordbrugere kan sætte så mange køer ud på områderne, de vil, og så bliver vegetationen nedgræsset fuldstændigt. Overgræsning er ikke god naturpleje, for hvis alle blomsterne bliver spist, mister de planteædende insekter – og de fugle, der lever af insekterne – deres livsgrundlag.”

Fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredning Lena Bau, der tidligere har arbejdet i Odsherred Kommunes Natur- og Miljøafdeling, er enig i, at de lovgivningsmæssige rammer for naturbeskyttelsen er skruet sammen på en økologisk uhensigtsmæssig måde, når det kommer til græsning på områderne. 

Til gengæld er hun varsom med at ønske sig en direkte pligt til lodsejere eller kommunale naturforvaltere af naturbeskyttede områder. 

Hun ser nærmere en ret for kommunerne til at pleje de privatejede §3-områder samt en gentænkning af tilskudsordninger som de nærliggende løsninger. 

“Det skal være en bedre forretning at lave god natur. Det skal kunne betale sig,” udtaler hun.

Fortsat uvished

I et skriftligt svar til Information skriver Miljøministeriet, at man endnu ikke kan sige noget nærmere om, hvordan biodiversitetsloven kommer til at forholde sig til plejeret- og pligt i naturbeskyttelsen. 

Miljøministeriet skriver videre, at der heller ikke er taget endelig stilling til indholdet af den danske handlingsplan for biodiversitet, som skal udstikke retningslinjerne for, hvordan vi skal bidrage til indfrielse af målet om 30 procent beskyttet natur i EU i 2030. 

Tiden vil vise hvilke løsninger, regeringen kommer til at lægge på bordet i omlægningen til mere og bedre natur, og i mellemtiden står Kjeld Hansen urokkeligt fast ved sit forslag. 

“Uden pligt til at pleje det, vi kalder beskyttet natur, kommer vi ikke til at vende den her krise. Jeg ville elske, hvis jeg tog fejl. Men det tror jeg virkelig ikke, jeg gør.”